Efter
Bushbesøg og
Bombii Londoniæ er der to næsten enslydende mantraer, der har uforholdsmæssigt meget plads i medierne:
1) Død over Danmark og alle onde undertrykkende imperialister, som ikke mener det samme som de demokratiske og fredselskende venstrefløjsnihilister (dvs. alle i landet undtagen eleverne i en specialklasse på en nedslidt folkeskole et sted på Nørrebro).
2) Manglende demokrati og manglende respekt for Islam hos alle vestlige, imperialistiske, urene infidels, som ikke mener det samme som de demokratiske og fredselskende islamister (dvs. alle i den vestlige verden undtagen de under 1) nævnte - som har lagt i ovnen til en forbandet stor lærestreg, når virkeligheden går op for dem).
Hvis man begår et mord, så er det sgu ikke offerets imperialistiske kapitalistsvinchefs skyld og heller ikke hans ansvar. Hvis man brænder bummelumkrudt af i hovederne på tilfældige, så er det sgu ikke de tilfældiges politiske lederes skyld. Så er det den kriminelle gerningsmands egen dumme skyld.
Hvis man kaster raketter efter danske styrker, så er man det, der i fagsproget hedder en "fucking forræder". Hvis man plaprer løs om forræderisk revolution, men ikke har nosser til mere end at brænde danske og/eller amerikanske flag af, så er man en "ussel medløber".
Hvis man har mindreværdskomplekser, fordi man som langt ude-muslim føler sig moralsk overlegen, mens samfund, der baserer sig på Islam og/eller islamisk kultur, går rent ad helvede til og har gjort det de sidste mange århundreder, så er det sgu ikke min skyld. Så er det Islams og/eller islamisk kulturs egen dumme skyld, fordi den ikke har magtet at bevæge sig ud af stedet siden den glade middelalder, hvor det gav worldwide credit at slå så mange ihjel som muligt og stjæle deres land.
Siden hvornår har det været tabu at befinde sig inden for modus og anse venstrefløjsrabiates og rabiate muslimers selvmodsigende rablerier for det, de er: formentlig lovlige, men pissedumme?
Der er ingen selvretfærdige journalister, der lefler røv på NaziJonni, når han brokker sig over det danske system.
Det er god tone at jævnføre
Regeringen Fogh Rasmussen II,
George W. Bush-regeringen og alle mulige andre på den politiske midte eller til højre herfor med Nazityskland.
Det forekommer imidlertid mere nærliggende at grave de sorte minder frem, når tanken falder på venstrelangtudefløjs- eller islamistutopia.
En lille opbyggelig anekdote (sakset) om, hvorledes nazisterne med fredskærlighed og demokrati underlagde sig det tyske retssystem. Jeg tror sgu, jeg til enhver tid vælger HomoAnders og dumme Bush frem for en 'militans er legitim'-neokommunist eller en 'jeg er idiot'-islamist på tronen:
Dagen efter nazisternes overtagelse af regeringsmagten i Tyskland blev præsidenten for 3. landret i Berlin, dr. Kirchstein, kaldt til den nazistiske statssekretær dr. Freisler, den senere så berygtede præsident for Hitlers folkedomstol. Følgende samtale udspandt sig:
F: "Hr. landretspræsident, hvordan stiller De Dem til nationalsocialismens grundsætninger?"
K: "Jeg har hele livet repræsenteret liberale og demokratiske grundsætninger."
F: "Vil det sige, hr. præsident, at De ingen vægt lægger på et samarbejde med os?"
K: "Nej, deri har De ret, jeg lægger ingen vægt på noget som helst samarbejde med NS-regimet."
F: "Så har De, hr. præsident, ikke flere tjenstlige opgaver at foretage Dem."
Inden Kirschstein en time senere var vendt tilbage til sit kontor, var det gennemrodet af en ham ubekendt person i partiuniform, som endog havde opbrudt hans skrivebord. Kirchstein blev afskediget.
Det samme blev alle dommere af jødisk afstamning. Og alle dommere blev konfronteret med spørgsmålet: for eller imod Hitler og hans styre. Flertallet af dommerne tog konsekvensen og meldte dig ind i partiet. Nogle havde gjort det før magtovertagelsen; de fleste gjorde det i april 1933, da det blev besluttet at lukke for tilgangen til partiet pr. 1. maj samme år. Ingen vidste, hvad der ville ske dem, der ikke meldte sig ind, og hertil kommer, at mange omstændigheder i datidens økonomiske og politiske situation kan forklare - om end ikke undskylde - en indtræden i nazistpartiet. Men det kunne også være et middel til bekvemt selvbedrag, når mange forsvarede en indmeldelse med, at man derved forhindrede noget, der var værre.
At nazisterne tog grove midler i brug for at få juristerne - og specielt dommerne - ind i partiet, må dog også tages i betragtning. For at være medlem af den eneste og autoriserede juristorganisation,
Juristenbund, blev det gjort til en betingelse, at man var partimedlem. Hertil kom nazisternes anvendelse af overrumpling og pression:
På et fællesmøde for dommere i nævningesalen i Kölns landsret i april 1933 omdeltes der uden varsel indmeldelsesblanketter til partiet. Indbyrdes samtale eller overvejelse fik ingen anledning til. Blanketterne skulle afleveres ved udgangen til uniformerede dørvogtere. Næsten alle skrev under; de få, der afleverede blankt, meldte sig få dage efter, fordi alle andre havde gjort det. Mange har vel set juristernes eneste mulighed for samlet optræden ved at være medlem af den faglige organisation, selv om man kom ind under partiets regi.
Det må ikke glemmes, at der var dommere, som fortsat nægtede at melde sig ind, men de blev udsat for et stadigt og stigende pres. Forretningsudvalget for den preussiske dommerforening opfordrede alle sine medlemmer til at blive partimedlemmer, og uden at spørge medlemmerne til råds vedtog udvalget kollektiv indmeldelse i partiet og foreningen indmeldelse i rigsforbundet af nationalsoialistiske jurister. Nogle få medlemmer protesterede imod denne tvangsmæssige indmeldelse - de blev hurtigt forflyttet.
Var man som dommer først blevet medlem af nazipartiet, krævede det større mod at melde sig ud, end det gjorde at undlade indmeldelse. Enhver højere tjenestemands udmeldelse af partiet skulle - ledsaget af grunde - forelægges førerens stedfortræder, Rudolf Hess. Hvis en dommers udmeldelse skyldtes afvisning af partiprogrammet eller partiets politik i øvrigt, var øjeblikkelig afskedigelse følgen - og måske ikke den eneste følge. De færreste mennesker er født til martyriet, og valgte en dommer at stå fast på sin overbevisning og byde nazismen trods, risikerede han sit embede og sit levebrød og satte dermed også sin families velfærd over styr.
For mange har den tanke sikkert meldt sig, at man ikke blot ved at stå som partimedlem undgik noget værre for sig selv og familien, men man kunne vel som dommer håbe på at kunne lempe situationen for folk, der ramtes af urimelige anklager. Givet er det, at mange dommere tidligt erkendte konflikten imellem lovens bud og det, de følte, måtte være ret.
Der blev afsagt domme, som var i strid med loven, ikke mindst på det strafferetlige område. Fængslingskendelser i ulovbestemte tilfælde og fængselsdomme, der overskred lovens rammer, blev ofte afsagt af hensyn til den sigtede eller tiltalte - måske endda efter hans anmodning; nemlig i sager, hvor løsladelse eller bødestraf eller endda en mild fængselsstraf ville være ensbetydende med overførsel til Gestapo, hverefter et koncentrationslejrophold var det sikre resultat.
Med disse og andre bestræbelser fra nogle dommeres side i retning af at afbøde nogle få virkninger af Hitlerstyrets barbariske retshåndhævelse har ikke i tiden efter 1945 formået at ændre det almindelige syn på den tyske dommerstand som en flok lydige og til dels villige redskaber for nazismens undertrykkelse af det tyske folk.
Man skulle på denne baggrund tro, at Hitler og hans regering var tilfredse med dommerne, deres holdning og funktion. Men det var slet ikke tilfældet. De blev betragtet som upålidelige, fordi de afsagde alt for milde domme, fordi de nægtede at dømme folk, hvis anklagen ikke kunne bevises, og fordi de var alt for afhængige af lovens bogstav. Efter mange års forsøg på at få dem til at efterleve tidens og Hitlers krav, tabte sidstnævnte omsider tålmodigheden helt i 1942. På grund af en enkelt sag, som Hitler tilfældigt havde fået kendskab til, rettede han sit hidtil skarpeste angreb på de tyske dommere.
Baggrunden var denne: En ægtemand var idømt 5 års tugthus for vold med døden til følge over for sin hustru. Hitler fandt dommen alt for mild. Han krævede dødsstraf med den begrundelse, at titusinder af mænd måtte dø for at beskytte deres kvinder og børn.
Efter den tyske straffelov var såvel dødsstraf som livsvarigt fængsel udelukket, fordi ægtemanden ikke var kendt skyldig i forsætligt drab. Altså ville dommeren have handlet i strid med straffeloven, hvis han havde fældet en dødsdom. Men netop dette krævede Hitler - fordi han ikke ænsede loven. Men ikke nok med det. Han benyttede lejligheden til at gribe ind over for, hvad der var tilbage af dommernes uafhængighed. Han sagde i en tale den 26. april 1942: "Fra nu af vil jeg gribe ind i disse sager, og dommere, der åbenbart ikke forstår tidens krav, bliver afsat." Hitler fik straks af rigsdagen tildelt den fornødne kompetence, sprogligt indpakket i en ret for føreren til af alle embedsmænd - herunder dommere - at kræve, at de gjorde deres pligt.
Herefter forklarede justitsminister Thierack i bladet "Tysk Justits", at ordet "uafhængighed" måtte slettes af ordbogen som helt overflødigt. Dommeren var et redskab for statsledelsen og skulle derfor styres af denne. Thierack fik nu til opgave at opbygge en stærk nationalsocialistisk retspleje, og han måtte gerne afvige fra gældende ret. I såkaldte hemmelige og fortrolige "dommerbreve" tog han i den følgende tid afsagte domme op til vurdering, til ros og til dadel. Officielt afviste regeringen, at der var tale om direktiver til dommerne; det hele var blot en vejledning for retsplejen. Men det fremgik utvetydigt af dommerbrevene, at f.eks. racemæssige synspunkter skulle tages i betragtning ved strafudmåling. Og den enkelte dommer blev afskediget, hvis han afsagde en dom, som ikke passede regeringen.
I den nævnte tale fra april 1942 råbte Hitler i den tyske rigsdag, at han ikke ville tage den med ro, før enhver tysker indså, at det var en skændsel overhovedet at være jurist. Hitler og hans håndlangere gjorde alt for at ydmyge og nedvudere juristerne. Deres bestræbelser for at følge en praksis på grundlag af en forsvarlig bevisførelse fandt han tåbelig og blødsøden; ja, han så heri et komplot mellem forbryderne og deres dommere: "Ingen kommer jurister nærmere end forbryderen, i deres internationalitet findes der intet skel imellem dem. - Den ene krage hakker ikke øjet ud på den anden."
Efter Hitlers mening forstod dommerstanden ikke sin opgave, derfor blev han tvunget til at gribe ind ved hensynsløst at fjerne enhver dommer, der var i strid med folkets interesser og en national holdning. Hitler bebrejdede endog sin egen justitsminister, at det ikke var lykkedes ham at skabe den rette dommertype. Han kunne ikke for sit eget vedkommende nå til et andet resultat, end at enhver jurist måtte være enten defekt af naturen, forrykt eller en fuldendt slyngel. Og var han det ikke endnu, måtte han blive det med tiden. Hitlers forbillede var den brutale dommer, som ikke gav sig af med spidsfindigt at opfinde såkaldte retsspørgsmål.
Hvorledes skal man bedømme de tyske dommere, som forblev i deres embeder under et forbryderisk statssystem? De er allerede blevet hårdt dømt som stand, ikke mindst af deres landsmænd. De har fået bebrejdelser for pligtforsømmelse, ulydighed, retsfordrejning og brud på deres dommered. Er disse anklager da ikke berettigede? Burde dommerne ikke ved første klare angreb på retsbevidstheden have forladt deres stillinger og derved tydeligt have markeret, at det, der gik for sig, intet havde at gøre med lov og ret?
På det abstrakte plan giver svaret næsten sig selv. Men mere konkret er det betydeligt sværere at sige, hvornår og hvordan den enkelte dommer skulle have reageret. De første virkelige overgreb på rettens område, suspensionen af frihedsrettighederne og fravigelse af fundamentale retsgrundsætninger havde karakter af midlertidige nødforanstaltninger til tilvejebringelse af ro og orden i et kaotisk samfund. Mange forvirrede og splittede kræfter betragtede i begyndelsen af trediverne Hitler som et nyttigt redskab i en overgangsperiode, eksempelvis betragtede kommunisterne socialdemokraterne som farligere fjender end nazisterne.
For de tyske jurister var det givetvis af meget stor betydning for deres holdning til Hitler, at han kom til magten på lovlig vis. Dette oprindelige skær af legitimitet bevirkede, at mange jurister følte en professionel loyalitet over for Hitlerregeringen som statens lovlige magthaver.
Nazisterne forstod dygtigt at spille på disse strenge, og de forstod betydningen af at gå netop så gradvist til værks, at den helt afgørende provokation af specielt dommerstanden udeblev. Nærmest kom man i den forbindelse med 30. juni-affæren for 70 år siden.
Da var Hitler nødt til at falde ud af den velindstuderede rolle for at sikre sin egen magt inden for nazipartiet. Men dommerne reaktion på det kluntede forsøg på at kalde begivenhederne under de lange knives nat for retmæssig udeblev. Og de samme dommere måtte efterhånden føle sig kompromitterede og medskyldige i en sådan grad, at de blev tvunget til at forsvare sig over for sig selv.
I den situation er man et let bytte for overtalelse. Vi fulgte jo loven efter bedste evne, sagde de, vel vidende, at mange love var udtryk for en forhånelse af fundamentale rets- og lighedsbegreber. Men der stod jo i forfatningen, at dommeren i sit kald alene skulle følge loven, men når den samme forfatnings garantier for individets ret var sat ud af spillet, kunne selv de groveste forbrydelser foreskrives i lovsform.
En hel del af forklaringen ligger nok i den omstændighed, at de tyske jurister under deres uddannelse var blevet opdraget til at betragte loven som det eneste udtryk for retten. Den statslige lovgivningsmaskine kunne per definition kun producere
ret. Juristen havde aldrig fået nogen mulighed for at afgrænse rettens område i en situation, hvor regeringens hensynsløse foranstaltninger gennemførtes ved dekreter, der under navn af love bekendtgjordes i lovtidende.
Dekreternes virkning for samfundet og de enkelte individer var juristerne afskåret fra at tage stilling til, fordi de aldrig havde lært andet, end at
ret og
stat var to sider af samme sag. De var gjort til paragrafryttere og retspositivister, som blot så på etiketten "lov" og intet andet. Var formalia i orden, kunne de groveste overgreb gennemføres. Og der er tysk tradition for, at formalia er i orden.
På denne baggrund blev jurister i almindelighed og dommere i særdeleshed redskaber for statsapparatet, og for Hitlers stat betød magten alt, og individet intet. Resultatet blev cirka 20.000 dødsdomme, afsagt af juridisk uddannede dommere.
Hitlertidens dommere er blevet hårdt fordømt for deres medvirken ved Hitlers styre. Men de blev også hårdt kritiseret af Hitler og hans folk. Dette er nok det eneste "positive", dommerne har at henvise til. De slap ikke ethvert hensyn til de retsgrundsætninger, der bar Weimarforfatningen og tysk retskultur i øvrigt. Hitlerstyret foragtede dette retsgrundlag, men nærede dog en vis frygt for folkets reaktion, hvis fiktionen om et retsgrundlag for domsmagten helt forsvandt. De tyske jurister kan ikke kun have spillet en negativ rolle, når det lå Hitler så meget på sinde at få alle tyskere til at indse, at det var en skændsel at være jurist. Hitler gjorde alt for at håne loven og ydmyge dommerne, fordi han i hensynet til lov og ret følte en begrænsning i en ellers uhæmmet magtudfoldelse. Heri ligger udfordringen til juristerne og deres uddannelse i ethvert samfund.
Man kan hverken have noget til overs for lægen, som rejser bort i pesttider, eller for juristen, som ikke reagerer mod uretten. Men som lægen skal være uddannet til at kurere sygdomme, således skal juristen mestre mere end den blotte paragrafanvendelse.
Ellers lurer faren for, at han ender som afgudsdyrker og redskab for magten i stedet for retten.
